Brug en dyrepasser til at forebygge separationsangst hos dit kæledyr

Author picture Jessica

Hvad er separationsangst?

Begrebet separationsangst bruges til at beskrive en ekstrem følelse af stress, der kan ramme kæledyr som er alene eller adskilt fra deres ejer. 

Ikke alle kæledyr er gode til at være alene og reagerer i nogle tilfælde på situationen med kedsomhed og angst. Denne tilstand er ikke kun ubehagelig for kæledyret, men kan bestemt også skabe store problemer for ejeren! Stressede kæledyr reagerer nemlig ofte ved at grave, gø, tygge, tisse nye steder og kradse i møblerne, for på den måde at få den indestængte energi og angst ud af systemet. I værste fald kan kæledyret komme til at udøve skade på sig selv.

Separationsangst kan have mange årsager, f.eks. når de voksne vender tilbage til jobbet efter ferien og børnene starter i skole igen. Det ene øjeblik er huset fyldt med latter og glade ansigter, det næste sidder dit kæledyr helt alene og keder sig. Ikke så sært at nogle kæledyr ikke tackler dette skift specielt godt!

Herudover er bestemte racer kendt for at have lettere ved at udvikle separationsangst end andre. Kæledyret kan også have gennemlevet en traumatisk oplevelse, der senere udløser separationsangst.

[[{"type":"media","view_mode":"media_large","fid":"10816644","attributes":{"class":"media-image","typeof":"foaf:Image"}}]]

Kan separationsangst blive et problem for mit kæledyr?

Mange mennesker har valgt at anskaffe sig en hund eller kat under pandemien, hvilket på ene side selvfølgelig er fantastisk. På den anden side kan den usædvanlige situation med lukkede skoler og arbejdspladser under pandemien have vænnet vores nye (eller gamle) kæledyr til konstant selskab.

Store ændringer i de daglige rutiner kan være meget stressende for dyr. Derfor bør du lægge en plan for hvordan du vænner dit kæledyr til familiens nye rutiner, så det undgår at udvikle separationsangst. Det er skønt at samfundet så småt begynder at åbne op igen, men du må samtidig ikke glemme at fokusere på dit kæledyrs livskvalitet og velvære.

Vi har lavet en miniguide til hvordan du forebygger separationsangst hos dit kæledyr, når det er tid til at sige farvel til home office og goddag til kollegaer og mange timer væk fra hjemmet:

Øv jer på forhånd

Udsæt ikke denne vigtige opgave til sidste øjeblik, men opbyg stille og roligt en ny rutine, så dit kæledyr ikke får et chok når post-corona hverdagen melder sig. 

Du kan med fordel øve hele din normale morgenrutine med dit kæledyr. Du lader slet og ret som om du skal på job! Stå op på det sædvanlige tidspunkt, spis morgenmad, tag dit arbejdstøj på og find nøglerne frem. Giv dit kæledyr en tyggesnack eller andet beskæftigelseslegetøj, og sæt noget roligt musik på anlægget. I starten skal du slet ikke forlade hjemmet. På den måde lærer dit kæledyr, at det ikke skal panikke over det nye morgenritual. Herefter fortsætter du stille og roligt med at være væk længere og længere tid ad gangen. 

Sørg for altid at bevare roen, lige meget hvad der sker. Og du må aldrig straffe eller råbe af dit kæledyr, hvis tingene ikke går efter planen: tålmodighed er virkelig en dyd her. Hvis dit kæledyr bliver for stresset, skal du afbryde træningen og prøve igen senere.

Planlæg en gåtur morgen og aften

Væn dig til at gå tur og/eller lege med din kat eller hund om morgenen og om aftenen. Det gør det nemmere for dit kæledyr at vænne sig til den nye rutine. Herudover vil dit kæledyr højst sandsynligt være træt bagefter og have lyst til at hvile sig, hvilket mindsker risikoen for at kæledyret panikker når du går.

Inddrag gerne nogle træningsøvelser til stimulering af din hunds hjerne og problemløsningsevner! 

[[{"type":"media","view_mode":"media_large","fid":"10816650","attributes":{"class":"media-image","typeof":"foaf:Image"}}]]

Overvej at finde en dyrepasser

Det lyder måske som slet skjult reklame når det kommer fra os, men faktisk er dette virkelig en effektiv måde at forebygge separationsangst på: Få en dyrepasser til at kigge forbi og hygge om dit kæledyr, mens du er på arbejde. Har du travlt, kan du også få dyrepasseren til at gå tur med din hund for dig.

Du kan med fordel booke den nye dyrepasser et par gange, før det bliver alvor og du vender tilbage på job. På den måde lærer din hund eller kat deres nye ven godt at kende, inden de skal være alene med dyrepasseren.